Er du interesseret i at deltage i Harja-turen til Öland i juni måned, så læs nedenstående. Planlægningsgruppen holder en informativt oplæg om rejsen den 29. marts i Harjas klubhus. Vi starter kl 19:30.
v/ Agneta, Agnete, Eigil, Eva, Jens og Lucy, planlæggere af Harjas rejse til Öland
Som en informativ optakt til Harjas ölandsfærd d. 7.-11 juni giver planlægnings gruppen små oplæg om nogle af de lokaliteter, som vi kommer til at aflægge besøg, herunder ringborgen Sandbyborg, hvor ny arkæologisk udforskning har bragt en rystende historie for en dag. I den mere fredelige ende omtales runestenen i Karlevi, der indeholder det ældst nedskrevne nordiske
heltedigt. Jættestuerne, gravhøjene, skibssætningerne, gravpladserne, offermosen, bautastenene, stubmøllerne, radbyerne, kirkerne og kapellerne glemmes ikke og øens særegne natur får selvsagt et par velvalgte ord med på vejen. Andre relevante emner kan også komme på tale, hvis tiden tillader det. Og så er gruppen selvsagt klar til at svare på spørgsmål fra de kommende medrejsende og andre interesserede, for aftenen er ikke kun for de heldige, som skal med til Østersøens lange ø. Enhver skal være velkommen til at få en bid af Ölands fristelser.